Støjgener

Mange har spurgt, hvorfor de involverede forskere på Aalborg Universitet ikke mener, at de nye danske regler er tilstrækkelige med en støjgrænse så lav som 20 dB(A) for lavfrekvent støj, når typiske nationale grænser for den samlede støj er i størrelsesordenen 35-45 dB(A).

Her gives et eksempel på et svar:

Den danske grænse på 20 dB(A) for lavfrekvent støj kan ikke sammenlignes med de normale støjgrænser, fordi

• det er en indendørs grænse i modsætning til de normale grænser, som gælder udendørs
• grænsen gælder kun for et begrænset frekvensområde på 10-160 Hz – kun frekvenser i dette område er medtaget – og niveauet for det fulde frekvensområde kan være højere

Uden særligt kendskab til akustik kan det være vanskeligt at forstå, hvor kraftig 20 dB(A) 10-160 Hz støj er, men grænsen er den samme som for industristøj i Danmark, og den er i samme størrelsesorden som grænserne i de fleste andre lande, som har regler for lavfrekvent støj (grænsen kan defineres på helt forskellige måder). De fleste kan høre støj ved dette niveau, og nogle vil finde den irriterende, især hvis den bliver ved døgnet rundt.

Ved lave frekvenser stiger den subjektive styrke stejlere over høretærsklen end ved højere frekvenser. Det betyder, at konsekvenserne er mere alvorlige, når niveauet er nogle decibel over 20 dB grænsen, end hvis en grænse for højere frekvenser overskrides med det samme antal decibel. De færreste vil nok acceptere 25 dB(A) i deres hjem om natten, og næppe nogen vil acceptere 30 dB(A). Derfor skal målingerne være nøjagtige.

I den nye danske bekendtgørelse om støj fra vindmøller, skal støjen ikke måles men beregnes. Dette behøver ikke at være et problem, hvis beregningerne er korrekte. Men det er de ikke.

Hovedproblemet er den lydisolation, der anvendes til at opnå de indendørs niveauer. Bekendtgørelsen giver værdier, der skal anvendes i beregningen, og disse værdier er baseret på målinger i 26 danske huse. Desværre er målingerne ikke foretaget korrekt.

Lyd ved lave frekvenser varierer meget i et rum, og ifølge de danske regler for industristøj bør niveauet – kort fortalt – måles der, hvor klageren finder det højest. Lydisolationen skal måles på samme måde, for at kunne bruges til beregning af indendørs niveauer på baggrund af det udendørs niveau. Men det blev den ikke. De indendørs målepositioner blev simpelthen udvalgt tilfældigt, og ikke ud fra hvor der fandtes høje niveauer. Derfor er de opnåede værdier af lydisolation flere decibel for høje.

Desuden blev værdierne for lydisolationen valgt (fra de forkerte data) på baggrund af statistik, således at 33% af husene har dårligere lydisolering, svarende til at grænsen må overskrides i 33% af tilfældene. Og endelig må de beregnede værdier overskride støjgrænsen med 2 dB pga. usikkerhed. For industristøj tillades det ikke, at målte støjniveauer overskrider støjgrænsen.

Alle disse fejl summerer til formentlig ikke langt fra 10 dB, hvilket betyder at grænsen pludselig ikke er 20 men snarere tættere på 30 dB(A). Men reglerne hævdes at give den samme beskyttelse som for industrielle kilder, hvilket simpelthen ikke er rigtigt.